Indhold i denne sektion:

UCL i spidsen for EU-projekt om samskabelse i kommunerne

Internationalt EU-projekt skal over de næste tre år kvalificere fagprofessionelle inden for velfærdsområdet til arbejdet med samskabelse.

Begrebet samskabelse vinder frem i store dele af Europa i disse år. Det gælder også i danske kommuner og offentlige institutioner. Her er der strategier for, hvordan man skaber det bedst mulige samspil mellem offentlige og private aktører og civilsamfundet.

University College Lillebælt står i spidsen for i et nyt EU-projekt og skal over de næste tre år kvalificere det fagprofessionelle arbejde med samskabelse. Sammen med fire kommuner skal UCL udvikle, teste og implementere trænings- og kursusmateriale om samskabelse. .

– Mange kommuner og institutioner har allerede god erfaring med samskabelse. Projektet skal hjælpe med at systematisere indsatsen og gøre den til en helhed, siger Helle Stærmose, UCL.

Udbredes til hele landet

I hver af de fire deltagende kommuner bliver der udpeget ti fagprofessionelle inden for centrale velfærdsområder som skole, ældre og sundhed til at deltage i projektet. Målet er at kompetenceudvikle fagprofessionelle, så de bedst muligt kan lede samskabelse.

– Det er ikke tilstrækkeligt, at et plejehjem eller en daginstitution får opbygget et stort frivillighedskorps af fx ældre, som dumper ind og ud og hjælper med opgaver, siger Helle Stærmose og uddyber:

– Kommuner og institutioner har brug for systematisk viden om, hvordan samskabelse gavner borgeren, den enkelte institution og samfundet. Derfor skal de erfaringer, som vi gør os sammen med de fire kommuner, blive tilgængelig viden for landets øvrige kommuner og institutioner.

International indsats

Det treårige projekt om samskabelse er udviklet med Det Syddanske EU-kontor som partner. Midlerne er bevilget under programmet Erasmus+.

Desuden deltager de tre universiteter Coventry University i England, Université de Lyon i Frankrig og Universidade Do Minho i Portugal i det internationale projekt.

Samskabelse-projektet bygger videre på projektet EVARS, hvor University College Lillebælt var med til at udvikle feltet med ældre som frivillige.

Læs mere om det tidligere projekt.

Om denne side